- Havde du en god løbetur?
Sådan lyder det ofte fra familie eller
løbekammerater. Men det kan være ganske svært at forklare, hvad der egentlig
sker, når løbeturen og omgivelserne går op i en højere enhed. Vi har spurgt tre
løbere om deres unikke oplevelser med sved på panden.
Jørgen Kryger fra
Vejle beretter:
- Når man har det lidt dårligt med hele den forlorne og
kommercialiserede optakt til julen og heller ikke ynder det våde, mørke og
blæsende novembervejr, ja så begynder en alvorlig vinterdepression at true. For
at føje spot til skade får jeg daglige telefonrapporter om sol, sand og vand fra
De Kanariske Øer, hvor konen og den ældste datter ferierer. Er der så noget at
sige til, at selvmedlidenheden trænger sig på?
- Nå, man er vel mand for
at skubbe de negative tanker væk med en rask løbetur her i stormen. Derfor: på
med løbeskoene - selvfølgelig de lette konkurrencesko, for nu skal man rigtigt
gå til den med tempoløb, intervaller, bakkespurter og jeg skal komme efter dig.
Sådan en smule negative tanker skal ikke få mig ned med nakken.
- Med
lettere sammenbidte tænder haster jeg ud i bilen og af sted til Nørreskoven.
Planen er at varme lidt op på stadion og så tage en rask 10 km under 40
minutter. Bagefter vil jeg så løbe cirka otte kilometer på en kuperet rute i
skoven.
Da jeg ankommer til p-pladsen ved skoven, er der helt stille, og
kun en enkelt ældre herre i løbetøj smiler venligt, mens han tøffer forbi -
uendeligt langsomt. Nå - det må han om. Og dog - jeg kunne jo også vende planen
på hovedet og løbe skovruten først som opvarmning til baneløbet. Som tænkt, så
gjort. Af sted i behersket tempo ned mod "Uglen", hvor jeg løber ind på
skovstierne. Her møder jeg en ældre dame, som også smiler venligt til mig, mens
hun lukker hunden ind i bilen.
- Nu hvor jeg er helt inde i skoven,
breder roen sig, og jeg sætter ubevidst tempoet endnu længere ned. Det er
faktisk dejligt at løbe i så rolige omgivelser. Stormen, som medierne har hidset
sig op over i den seneste tid, er reduceret til enkelte friske rusk i træerne.
Man kan dog se sporene efter et kraftigt blæsevejr, og jeg morer mig over at
løbe slalom mellem nedfaldne grene. Lidt længere fremme kommer den ældre herre
fra p-pladsen joggende imod mig, og nu, hvor vi "kender hinanden", hilser vi
pænt.
Jeg kommer nu ind på strækningen langs Bybækken - et utroligt smukt
stykke natur, hvor Nørreskovens skrænter tårner sig dramatisk og voldsomt udansk
op på begge sider af ådalen. Stien følger den snoede bæk over en længere
strækning, og i dag er her mere "naturlyd" end sædvanligt, da bækken er svulmet
op til en brusende strøm. Skøn lyd - næsten som højdramatisk underlægningsmusik.
Efter Bybækken kommer den barske bakke op ad Bybækvej, og jeg sætter tempoet
mere ned og nyder at kunne løbe op, uden at pulsen tænder røde lamper for
øjnene. Resten af vejen er ren rekreation. Tænk at kunne løbe ubesværet og
samtidig nyde novemberskoven.
Der har i den seneste tid været skrevet
farlige beretninger om den glubske danske musvåge, som overfalder uskyldige
motionsløbere, men det bekymrer mig ikke i dag. Den største fugl, jeg ser, er en
fuglekonge, og den er jo trods det flotte navn ikke nogen truende
skabning.
Tilbage på p-pladsen er jeg nær euforien.
"Hvad var det
dog, der skete? En lille løbetur lagde sig som candyfloss over alle negative og
aggressive følelser.
Banalt - ja, selvfølgelig, men jeg tror ikke at jeg
er den eneste motionsløber, som engang imellem glemmer, hvad det handler
om.
Man bliver så optaget af konkurrenceelementet og rekordjagten, at
hvert træningspas skal føre videre til nye højder.
Tor Rønnow har været med i Monschau Marathon:
- Først tager man lige
flyveren til Køln. Så lejer man en bil, så kører man halvanden time til
Monschau. Lige midt i et flot naturreservat. Så løber man med start kl. 08.00
med i et af de flotteste og mest varierede maratonløb, man kan tænke sig. Snart
i skov, snart på stejle stier med mange højdemeter, snart dybt nede ved siden af
en flod, snart oppe i højden med fantastisk udsigt. Maratonløbet afvikles på én
lang rute, der starter og slutter i den lille by Konzen. Ruten går blandt andet
igennem den historiske by Monschau, som byder på fantastiske scener med gamle
bindingsværkshuse, kirker og et middelalderslot. Videre ud fra Monschau løber
man så langs en flod i bunden af en kløft, og særligt denne del af turen var
helt eventyragtig. Jeg fik påmindelser om barndommens lejrskole og skattejagter,
hvor man skulle udforske ukendt territorium.
Efter at have forceret nogle
grumme bakker gennem duftende fyrreskov kommer man så opiåbne marklandskaber med
køer og heste på flanken.Scener som i computerspillet "Medal of Honour". Der
manglede kun tyske soldater, og jeg tænkte faktisk: "Bare vi ikke bliver nakket"
- og i det samme var der et skilt, som fortalte, at vi var på en gammel
krigssti. Senere igen gik ruten igennem hyggelige små tyske byer med flotte,
luksuriøse huse og friserede haver.
Alt i alt et eventyrløb for
naturelskere med mange og forskelligartede indtryk. Tysklands svar på
NaturstiMarathon ved Silkeborg. Læg dertil det flotte vejr, 15 grader,
overskyet.
Jeg fulgtes med en tysker, Uwe, fra omkring 28 km og ind, det
var mægtig hyggeligt.
Efter løbet står den på bad, tunsalat og is, og så
tilbage til lufthavnen og hjem.
Jakob Hærvig blev helt bidt af en løbetur i byen:
- Noget af det
bedste ved at løbe er den helt specielle stemning undervejs gennem en by. Det er
ikke som at gå, man flyder nærmest gennem tiden, gennem byen. Jeg har lige
overstået den sidste kemieksamen. Efter noget sjov med nogle venner er jeg langt
om længe kommet hjem. Jeg føler mig afslappet og mærker pludselig en enorm
glæde, for næsten to måneders ferie ligger forude. Det begynder at småregne.
Hvorfor ikke fejre dagen med en løbetur, tænker jeg og finder mine sko og
mp3-afspiller frem.
Det er koldt og blæsende, men jeg når ikke længere
end til den lokale fodboldklub, før jeg er gennemvarm. Jeg falder ind i min
sædvanlige løberytme - en trance. Folk kigger underligt og ser på deres ur,
hvorefter de bare smiler. Intet kan stoppe mig, føler jeg, mens jeg løber over
broen fra Aalborg til Nørresundby, mens jeg kigger ud over det mørke vand.
Musikken, regnen, mørket, vindens rusken i træerne gør det hele til noget
specielt. Jeg føler, at jeg kan blive ved sådan her i evigheder og sætter
tempoet lidt op. Jeg kan blive ved! Og øger stille og roligt tempoet, indtil jeg
næsten spurter derudad. Inden jeg ved af det, er jeg hjemme, har været i bad og
ligger nu i min seng. Jeg tænker tilbage på, hvor utrolig den løbetur har været,
og hvor godt tilpas, jeg føler mig netop nu.
Læs om andre unikke
løbsoplevelser:
www.amokaalborg.dk/swiss.asp
www.marathon.dk/artikler/oversigt.asp
www.ultrarunner.dk/index.htm
Send artiklen Tankerne løber med til din ven.
