Tag Archives: Maraton

Boganmelselse: “Stine Rex – gør det simpelt”

GODT NYTÅR 2021
– og velkommen til en sikkert vanligt trist og grå januar måned, hvor vi alle har både lomme- og mavedelle-smerter i større eller mindre udstrækning, hvor vi forsøger at se fremad og med en passende blanding af positivisme og desperation har indledt planlægningen af detox-kure, træningsforløb og en masse tilsvarende, som netop i år vil gøre os til de perfekte, smukke mennesker, som vi altså ikke lige fik klaret alle de forgående (mange) år. Ja, ja.

Så hvad kunne være mere relevant end at læse en motiverende bog om at løbe, en hyggelig og inspirerende biografi om en endog meget dygtig løber, faktisk intet mindre end “Danmarks bedste ultraløber”, således leveret i bogen “Stine Rex – gør det simpelt”. Nærværende tjener som en introduktion og anmeldelse heraf.

OM BOGEN “STINE REX – GØR DET SIMPELT”
Udkommet på Forlaget mellemgaard 2020.
Kan købes her: https://www.bog-ide.dk/produkt/5306465/heidi-egeberg-johansen-stine-rex-goer-det-simpelt

FORFATTEREN
Heidi Egeberg Johansen er selv en habil hobbyløber med 135 maraton og en PR på 3.14 på sit CV, og Heidi er kendt for altid at løbe med et evigt smilende overskud og et smittende godt humør. Dét giver hun videre også i bogen, både på egne og Stines vegne; mere herom senere. Bogen er Heidis debut som forfatter, omend hun i flere år har begået en række velskrevne og berigende artikler på sin egen blog www.thegreatnessofrunning.dk, som varmt kan anbefales.

BOGENS INDHOLD OG STRUKTUR
Bogen består af en lang række korte, letlæste kapitler, der bevidner og dokumenterer Stine Rex forskellige meritter i sin færd med at blive “Danmarks bedste ultraløber”. Hvert kapitel kan læses som en lille historie for sig, og til sammen lægger de et puslespil, der belyser, hvad der for Stine Rex skulle til for at indfri sine imponerende bedrifter, her i blandt en række danmarksrekorder i forskellige ultraløbs-konkurrenceformer.

Personligt savner jeg en indholdsfortegnelse, så hér ses en sådan:

Forord – ved Thomas Kastrup Larsen, borgmester i Aalborg.
Indledning – Heidi Egeberg Johansen (forfatteren)
En ultraløber fødes, 24 timers løb, Sæby 2015
Stines vej til løb
Spartathlon – Grækenland 2016
Spartathlon – Grækenland 2017
Team Rex – Kristensen
Med Landsholdet til EM i 24 timers løb i Rumænien (2018)
Mors 100 Miles 2018
Idden om 3 danske rekorder på et år
48 timers løb, Icarus Florida UltraFest 2018
Træning, kost og udstyr
Ultraløbet UltraBalaton, Ungarn 2019
I hovedet på en ultraløber
Spartathlon – Grækenland 2019. Når tingene går galt
VM i 24 timers løb, Frankrig 2019
Om at være ultraløberen Stine
Sjove og oprigtige facts – Stine afslører:
48 timers rekordforsøg i Grækenland 2020
Hverdagens små mirakler
Badwater, USA 2020
48 timers støtteløb til fordel for DGI Huset, Aalborg, Fårup Sommerland maj 2020
Efterord
Stines sponsorer, der gør det muligt:
Fotokreditering

Uden hverken at afsløre eller forklejne indholdet, så er det klart, at de nævnte emner næppe har en meget bred interesse, men primært har langdistanceløbere som målgruppe.

Men er man ikke dét, langdistanceløber, så kan bogen stadigt inpirere: alene at plante tanken om at kunne løbe fx i 24 timer (og vidnesbyrdet om, at Stine kan og er en mester til det), det er i sig selv grænseoverskridende, når man tænker lidt over det. At LØBE i 24 timer! Jesus!

Sidst i anmeldelsen her er der lidt mere om, hvad bogen i sin essens giver fra sig, men overordnet kan man sige, at ovennævnte kapitler hver dokumenterer og beretter om de stævner/begivenheder, som overskrifterne indikerer.

SPROGET
Ganske som på forfatterens blog, så flyder sætningerne med overskud og nærvær, Stines oplevelser bliver levende på vores øjenlåg og stoffet formidles glasklart som en snaps, der umiddelbart varmer og strammer op. Man kommer til at lære Stine Rex – og hendes støttende, kære og for alle bedrifterne uundværlige famile – lidt at kende!

INDHOLD, BUDSKAB, TAKE-AWAY POINTS
Jeg tænker, Stine Rex og forfatteren Heidi Egeberg Johansen gerne vil overdrage læseren med bl.a. følgende (og uden at afsløre alt):

  • Hold et positivt mindset
  • Hav en målrettet og ubændig vilje; en “jeg-skal-vise-dig”-attitude
  • Selv store mål og bedrifter behøver ikke at være besværlige; det hander om blot at gøre det, der skal til
  • Hav din familie med og bag dig, når store mål skal udrettes (og stor ros til Stines trofaste familie)
  • Løb hver dag? Stine løber mellem 15-40 km hver eneste dag året rundt!!!

Så, er dette en bog for alle eller som blindt kan anbefales? Nej. Men den er for dig, som vil lære noget om en af Danmarks bedste, nuværende ultraløbere og som kan bruge et skud inspiration og godt humør, ikke blot her i sure januar måned, men absolut hele året rundt.

Tillykke med bogen, Heidi og Stine!

vh. Tor Rønnow